Fremtidens byggeri bør lære af fortiden

Arkitekt og forsker Heidi Merrild peger på, at fremtidens byggeri kræver lokale materialer, tabt håndværk og nye måder at tænke komfort på.

Artiklen er skrevet af NXT Bureau

Foto af Stine Skøtt Olesen 

Fremtidens byggeri bør hente inspiration i fortidens byggeskik. Det mener arkitekt og forsker Heidi Merrild, der arbejder med at genfortolke historiske principper i en moderne kontekst. 

Globalisering og industrialisering har ifølge hende skabt afstand mellem arkitektur og lokale materialer, håndværk og klima. Den forbindelse skal genoprettes gennem en mere stedsbestemt arkitektur, hvor materialer får lov til at ældes og indgå i kredsløb. 

Samtidig peger hun på et tab af viden i byggeriets værdikæde, hvor traditionelle teknikker og kompetencer er forsvundet. Derfor bør bygninger i højere grad designes til at kunne skilles ad og genbruges, og eksisterende bygninger transformeres frem for at blive erstattet. 

Men omstillingen kræver også et opgør med både komfortkrav og regulering. Ifølge Merrild handler det i sidste ende om at ændre vores syn på arkitektur – fra noget statisk og nyt til noget, der afspejler tid og sted.