LCA Volume - digitalt værktøj til at synliggøre byggeriets klimaaftryk tidligt

LCA Volume integrerer livscyklusvurderinger i de tidlige faser af designprocessen og skal understøtte mere klimabevidste beslutninger i byggeriet.

Hvordan kan man reducere byggeriets klimaaftryk allerede fra de første streger i byplanlægningen? Det spørgsmål er centralt for udviklingen af LCA Volume – et digitalt værktøj, der integrerer tidlige overslagsvurderinger af miljøpåvirkning i designprocessen.

Værktøjet gør det muligt at sammenligne forskellige scenarier og synliggøre de miljømæssige konsekvenser af designvalg. Det giver rådgivere og bygherrer et bedre grundlag for at træffe informerede beslutninger – blandt andet ved at tydeliggøre potentialet i at bevare og videreudvikle eksisterende bygningsstrukturer.

LCA Volume er udviklet som et open source-script til Grasshopper i Rhino, som er et udbredt digitalt værktøj på arkitekttegnestuer.

Projektet er gennemført i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Institut for Byggeri og Bygningsdesign, og arkitektvirksomheden CEBRA. Det er støttet af AU Connect og Bevar Mere – et brancheinitiativ med deltagelse af Grundejernes Investeringsfond, Dreyers Fond, Landsbyggefonden og Realdania.

Værktøjet er frit tilgængeligt og kan downloades online.

Link til værktøjet